Kompendium i farvelære
/ ved Ida-Marie Müller (Olsen)

"Farver er lysets børn og
lys er farvernes moder."

Johannes Itten.

Indledning

Farver er på een gang begribelige og ubegribelige. På samme måde er farvelærens væsen på en gang håndgribeligt og uhåndgribelig.

De enkelte farver har hvert deres væsen, sprog og egenskaber. De giver og tager fra hinanden så den samme farve i det ene øjeblik kan virke kold og det næste øjeblik varm, alt efter hvilken farve den bliver sat sammen med.

Farver virker aldrig helt for sig selv. De bliver altid påvirket af omgivelserne så der opstår spændinger, harmonier eller disharmonier. Farver har udstråling såvel fysiologisk som psykologisk.

Vi opfatter ikke alle de samme spændinger, harmonier og disharmonier, farverne giver fra sig.
Johannes Itten som hele sit liv forskede i farverne og deres væsen, arbejdede med et begreb han kaldte for subjektive farveklange. Et begreb som netop omhandler forskellige personers meget forskellige opfattelse af harmoniske farveklange.

Vi har alle iboende farver som afspejles af de farver vi selv har og det er i kraft af disse farver, vi opfatter andre farver. Der findes amerikanske systemer, som netop tager udgangspunkt i disse begreber. Det er systemer som specielt omhandler farver i forhold til en person - hvilke farver der fremhæver den bestemte persons udstråling.

Systemet har vundet indpas herhjemme og flere og flere bliver farvetestet. Ikke udfra et kunstnerisk udgangspunkt, men udelukkende med henblik på farvevalg af påklædning. Dog tager disse systemer ikke hensyn til temperament, hvilket udelukker mange facetter i vores opfattelse af farveharmonier.

De farver vi selv udstråler er ofte vores yndlingsfarver og sætter vi dem sammen virker det vellykket.
Vil man bryde grænser og arbejde med andre farvesammensætninger ser man ofte med stor skuffelse at det mislykkes.

Heldigvis findes der hjælpeværktøj, hvor man efter ganske bestemte principper og regler kan opnå de provokationer, harmonier eller disharmonier man vil opnå. Disse farveregler kaldes også for den konstruktive farvelære.

Det kræver øvelse at benytte reglerne rigtigt, men når man lærer at beherske dem vil man også kunne bryde dem og opnå andre udtryk. Det vigtigste ved farvelæren er at man et stykke vej har nogle regler man kan holde sig til, indtil man har lært at stole på sin egen farve-intuition, og derved arbejde frit og ubesværet med dejlige, udtryksfulde, farverige og frem for alt personlige kompositioner.

Farver i Fysikken - Den subtraktive farvedannelse

Brydes sollyset igennem et prisme opstår et spektrum af farver: rød, orange gul, grøn, blå, indigo, violet. Dette viste fysikeren Newton ved et eksperiment i 1676. Han påviste således at sollys består af alle farver (lysarter) og at de ved addition giver hvidt lys. Sollys er derved det mest autentiske lys, vi kan skelne farver i.

Grunden til at vi opfatter forskellige farver er, at de forskellige farver svinger med hver deres lysbølgelængde. Lysbølger er i sig selv farveløse. Det er først i det øjeblik lysbølgerne bliver kastet tilbage fra genstande at farverne opstår. Men farverne opstår ikke af sig selv. Forenklet kan man sige at farverne opstår i den enkelte betragters øje og hjerne. Hvorfor ved man ikke, men givet er det, at de fleste mennesker opfatter farverne nogenlunde ens. Vi er så at sige programmeret fra fødslen til at modtage de enkle lysbølger og i hjernen omforme den til en bestemt farve. Hvis en person opfatter lysbølgerne anderledes end de fleste, taler man om at personen er "farveblind".

Når vi opfatter en farve er det altså fordi en bestemt genstand kaster en bestemt lysbølge tilbage som vi kan modtage og omforme til en farve. Når vi opfatter en tomat som rød, er det fordi der sker følgende: Sollyset som består af alle farver rammer tomaten. I tomaten sidder molekyler og opfanger alle lysbølgerne - undtagen de røde som den kaster tilbage. De tilbagekastede lysbølger opfatter vi - og i vores øje og vores hjerne modtages farven og dannes til: rød. Denne farve kaldes for absorbtionsfarve eller subtraktionsfarve. (Subtraktion betyder "at trække fra'').

En hvid væg i sollys tilbagekaster således alle de lysbølger den rammes af og vi opfatter den derfor som: hvid En sort væg i sollys opsluger således alle de lysbølger den rammes af og der tilbagekastes ingen lysbølger. Derfor opfattes farven som: sort (ingen farve)

Som førnævnt giver alle lysbølger (rødt, orange, gult, grønt, blåt, indigo, violet) hvidt lys når de er sammenblandet. Hvis kun to lysbølger bliver sammenblandet og giver hvidt lys - siger man at de er komplementære. Rødt og grønt lys bliver således hvidt, hvis man blander dem sammen.

Man kan skabe kulørt lys ved at fjerne en af lysbølgerne. Fjerner man en lysbølge og blander de seks resterende sammen, fremkommer komplementærfarven i lyset.Således fremkommer der rødt lys, hvis man fjerner den grønne lysbølge fra spektret. Det vil sige at hvis man sammenblander farverne rød, orange, gul, blå, indigo og violet får man rødt lys.

OG hvis man derefter lyser på en grøn peber med det røde lys, vil peberfrugten se sort ud. Fordi der ikke er nogen grønne lysbølger i lyset. Derfor kan den ikke kaste nogen grøn lysbølge tilbage. Alle lysbølger absorberes og dermed subtraheres. Og derfor vil den syne sort som den sorte væg.

Farvepigmenter er subtraktionsfarver. Når vi maler vægge eller silketørklæder indeholder den farve vi maler med farvepigmenter. Det er absorbtionsfarver og er underlagt subtraktionens love. Komplementærfarver vil her når de sammenblandes give sort, idet al lys vil absorberes eller subtraheres. Hvor lysets komplementærfarver altså giver hvidt lys når de blandes sammen, vil pigmenternes komplementærfarver give sort når de blandes sammen.

I farvelæren skelner man mellem to diamentralt forskellige måder, farverne dannes og forandres på. Den ene er af fysisk natur og vedrører farvestoffets art og mængde. Det er den farvedannelse som er beskrevet ovenfor og som blev påvist første gang af Newton. Man kan sige at farvedannelsen sker i malerbøtten og kaldes som før nævnt den subtraktive farvedannelse.

Den additive farvedannelse

Den additive farvedannelse er den farveopfattelse vi har og de forskydninger der gør at farverne ind imellem spiller os et pus. Additiv betyder i matematikken ``at blive lagt til''. Frit oversat betyder den additive farvedannelse, at vi i vores fantasi tillægger den farve vi ser nogle egenskaber i kraft af den viden vi har. Hvis vi bliver påvirket af mange farver samtidig, danner øjet en gennemsnitsfarve for at kunne kapere de mange synsindtryk. Dette kan forrykke den enkelte farve, så den får en anden karakter, end den oprindelige karakter.

Additiv farvedannelse opstår når farvesammensætninger afføder nye farver ved at forvirre øjets og hjernens dømmekraft.

Det enkleste bevis er at placere et hvidt og et sort passepartout ved siden af hinanden ovenpå en og samme farvede flade. Når farven omkranses af hvidt, vil farven synes gennemsigtig og sart. På sort bliver farven mere heftig og aggressiv - mere kraftfuld.

Goethe

Cirka 120 år efter at Isaac Newton havde påvist at sollys kan brydes i prisme til et spektralfarvebånd tog Goethe et prisme for øjet - og blev skuffet. Han havde læst at han igennem et prisme kunne se alle regnbuens farver. Der skete intet, for han gjorde det forkert. Men det affødte at han kastede sig ud i eksperimenter og teorier, som vi den dag i dag nyder godt af. Goethe er den additive farvedannelse’s fader. Han ville påvise at farver er andet end bølgelængder og molekylers evne til at opsuge eller reflektere farvebølger.Goethe’s indgangsvinkel var kunstnerens.

Som bekendt var Goethe digter og regnes stadig som en af Tysklands største digtere. Udover digtekunsten fordybede han sig i malerkunsten. Det lå i tiden at man skulle føle og indsnuse alt. Og således følte og indsnusede Johan Wolfgang von Goethe også farverne og deres væsen. Han forskede i farverne i hele sit lange liv og jævnligt udgav han lange afhandlinger om sine opdagelser og teorier. Goehte forsøgte at sammenfatte farvernes fysiske love med menneskets fysiologiske og psykologiske reaktioner. De teorier som Goethe fremførte blev understøttet og videreudviklet af Johannes Itten i vort århundrede - mærkelig nok atter ca. 120 år efter.

Itten

Johannes Itten’s farvelære anvendes i dag på kunstskoler over hele verden. Han kalder den selv for ``den æstetiske farvelære'', hvilket er en fin betegnelse fordi man, underlagt hans love, frembringer æstetisk rigtig kunst. Og samtidig understøttes hans teorier af de fysiske love, så farvelæren føles naturlig og dermed intuitiv.

Henri Matisse som efter min opfattelse er en ægte æstetisk kunstner siger selv: "Min kunst skal være som en blød lænestol for øjet og sjælen" . Matisse’s billeder giver netop indre glæde, ro og energi. De forfrisker os - og inspirerer os.

Men man kan også bryde æstetikkens regler og dermed opnå mere aggressiv kunst som f.eks. Paul Klee. Klee er en mere kompliceret kunstner. Hans kunst er symbolistisk og abstrakt og kan både virke behagelig og ubehagelig. Men han anvender det samme farvesprog som Matisse - blot anderledes revolutionært og provokerende. I 30'erne blev hans kunst erklæret for degenereret og blev forbudt - af nazisterne. Hans kunst er ikke altid beregnet som sjælens lænestol. Den er snarere en spydspids som prikker til os - og stiller spørgsmål til vores samvittighed.

Det er Johannes Itten som er grundlægger og analytiker af den additive farvelære. Det er hans farveteotier (den additive farvedannelse) vi skal stifte bekendtskab med. Itten's principper og regler, gør farvelæren til en uophørlig, udfordrende, udviklende oplevelse.

Itten: "Alt hvad du kan lære af bøger eller af dine lærere, er som en kærre. Men kærren er kun brugbar, så længe du befinder dig på vejen. Når du kommer til vejens ende, stiger du ned af kærren og fortsætter til fods".

Primærfarverne

Spektralbåndet er som førnævnt det bånd der indeholder de farver, øjet kan opfatte. Af spektralfarverne findes der tre farver som ikke kan fremkomme ved blanding af andre farver. Det er gul, blå og rød. Disse farver kaldes primærfarver og alle farver kan blandes af dem.

Gul: Den gule som ligger midt i båndet er hverken varm eller kold. Det er spektrets lyseste farve.

Goethe sagde: "For at frembringe en farve kræves der lys - og nærmest lyset opstår en farve som vi kalder gul ... solen er gul ... papiret og silken gulner ved lys ... gul symboliser glæde og blidhed. Tilføjes farven glans bliver den til guld - på silke bliver den kejserlig ... gul spiller i malerkunsten den belyste og virksomme rolle ... men gul er også den mest følsomme farve ... den bliver ubehagelig, hvis den tilsmudses - og med en anelse blå fremkommer svovlets gulgrønne farve - lidt skærende ..."

Arbejder man med farvemeditation sidder farven gul i solar plexus (der hvor angsten og vreden også sidder). Rammes vi i solar plexus, mister vi pusten. Tonen er E. Stenen er citrin. Gul står for begreber som: grænser til andre mennesker, projektioner, påtage sig andres problemer. Ubalance med gult kan bevirke problemer med mave, milt, blodsukker, nerver, nyrer, selvkontrol. Gul styrer sensitivitetscentret.



Blå: Den blå farve som ligger yderligt i båndet er kølig og behersket. Blå ligger nærmest mørket. Den blå time ligger lige før det bliver mørkt. Blå længsler er et liv genoplivet i erindringen. Blå er den mandige farve - og blåstrømper var før århundredeskiftet en spottende betegnelse for kvinder, der giver sig af med litterært arbejde - (mandhaftige kvinder). Goethe sagde: "Jeg ser blå som den umiddelbare modsætning til gul ... som gul altid fører noget lys med sig, fører blåt altid noget mørke med sig ... som farve er den energi ... der er noget modsigende pirring og ro når man ser på den ... som vi ser den blå himmel, de fjerne blå bjerge, sådan synes en blå flade at vige tilbage for os ... den blå trænger ikke ind på os, men trækker os efter sig ... et blåt rum virker stort, men også tomt og koldt.'' Arbejder man med farvemeditation sidder farven blå i halsen (der hvor ordene kommer fra). Tonen er G. Stenene er sodalit og blondeagat. Blå står for begreber som: at udtrykke sig selv i alt hvad man siger - uden at udlevere sig selv eller andre. Ubalance med blåt bevirker hævede mandler og problemer med at sige til og fra. Kommer man i klemme påvirker det ørerne og halsen. Stammen er ofte forårsaget af en ubalance med blåt. Blåt styrer kommunikationscentret.



Rød: Den røde farve ligger øverst i båndet. Rød er varm og intens. Infrarøde stråler som ligger over de lysbølger vi kan se med det blotte øje giver dybdevarme. Goethe sagde: "Af alt dette synes at fremgå, at der i naturen er en vis kløft mellem gul og blå, som ganske vist kan hæves atomisk ved sammenslyngning og blanding. Farverne knyttes sammen til det grønne, men den sande formidling mellem det gule og det blå sker egentlig kun gennem det røde ... virkningen er lige så enestående som dens natur. Rød giver et indtryk af såvel alvor og værdighed som af ynde. Det ene giver den i sin mørke fortættede tilstand (purpur), det andet i dens lyse fortyndede (rosa). Og på denne måde kan alderens værdighed og ungdommens elskværdighed klæde sig i samme farve." Goethe kaldte ofte rød for purpur som den mest ophøjede og uopnåelige røde farve. Han var klar over at purpur er mere blårød og at den ikke findes i spektralbåndet. Ofte ses den som en aura omkring den violette. Arbejder man med farvemeditation er farven rød forbundet med rodchakret fra fødderne til halebenet. Tonen er C. Stenen er Jaspis. Rød står for begreber som jordforbindelse, etablering, sikkerhed og usikkerhed. Ubalance med rød kan give problemer med ryg, ben, binyrer (adrenalin). Rød styrer overlevelsescentret.

Den Tolvdelte Farvecirkel.

Primærfarver

Spektralbåndet er i farvelæren blevet indesluttet i en cirkel, hvor hver farve har deres plads i en tolvdelt kreds. Fordeles primærfarverne i kredsen vil der være 3 pladser imellem hver farve som endnu er ubesat. På cirklen ligger der farver imellem primærfarverne. Disse farver kaldes sekundærfarver. Således er en sekundærfarve blandet af to primærfarver. Mellem gul og rød ligger orange. Mellem rød og blå ligger violet.Mellem blå og gul ligger grøn.

Klik i midten afcirklen til venstre for at se den 12-delte cikel

Sekundærfarver		Orange er varm og glødende i kredsen. Den ejer den gules lys og den rødes varme og bliver derved glødende. Orange er komplementær til blå.
		Violet er den mørkeste farve i kredsen. Den er i kraft af rød og blå, som er kold og varm blevet neutral. Violet er let påvirkelig af de omgivende farver. Den samme violette kan derfor både virke kold og varm alt efter, hvilken farve den ligger op til. Violet er komplementærfarve til gul.
		Grøn er kølig og frisk. Den ejer den blå farves kølighed og lyset fra den gule. Grøn er komplementærfarve til rød.Imellem en sekundærfarve og en primærfarve ligger tertiærfarven.

Tertiærfarver		Mellem gul og orange ligger gulorange
		Mellem orange og rød ligger rødorange
		Mellem rød og violet ligger rødviolet
		Mellem violet og blå ligger blåviolet
		Mellem blå og grøn ligger blågrøn
		Mellem grøn og gul ligger gulgrøn

De sidste farver har nu indtaget deres pladser i kredsen - og vi får en tolvdelt farvekreds med harmoniske overgange som på intet tidspunk standser øjet. Alle disse farver - primærfarver, sekundærfarver og tærtiærfarver er rene klare og mættede farver.

Visningen af farverne kan på skærmen falde lidt forskelligt ud - alt efter skærmtype.

Sort, hvidt & gråtoner.

Foruden kulørfarverne findes der også gråtoner eller en såkaldt gråtoneskala, som spænder fra helt hvidt over alle gråtoner til dybsort. Disse farver kan bruges alene eller til at lysne eller beskygge kulørfarverne med.

gråtoneskala

De tre primærfarver - lysnet og beskygget med hvid, gråtoner og sort.

primærfarvene er beskygget og lysnet

Når en farve er lysnet eller beskygget taler man om farvens valør. De rene farver i farvekredsen er de rene farvers egen valør. Beskygger man farven - d. v. s. at man tilføjer en gråtone til farven, - taler man om en mørk valør. Tilføjer man mere eller mindre hvidt til farven, taler man om en lys valør af farven. Farven eller kuløren bliver ikke ændret, men bliver til en anden valør af farven.

De syv farvekontraster.

Kulde/varme kontrast opstår, når kolde farver står overfor varme farver. Rødorange overfor blågrøn er den stærkeste kontrast fordi rødorange er den varmeste farve i kredsen og blågrøn er den koldeste i kredsen.
Komplementærkontrasten er den kontrast, hvor de to farver som ligger overfor hinanden i kredsen, danner gråsort ved sammenblanding. Står de op til hinanden vil de fremhæve og understrege hinanden. Rødviolet og gulgrøn danner dens stærkeste komplementærkontrast.
Kontrasten mellem lys og mørke vises tydeligst i kontrasten mellem gul og violet. De er kredsens henholdsvis lyseste og mørkeste farve. Den allerstørste kontrast er dog sort hvidt.
Farvernes egenkontrast omhandler hele kredsen. Primærfarverne giver sammen den største kontrast, mens tertiærfarverne giver en mere dæmpet kontrast. Tilføjes hvidt og sort til kontrasterne, vil farverne splittes mere, mens kontrasterne vil dæmpes, hvis man ændrer farvernes valør.
Simultankontrasten er den kontrast som eksemplificerer den additive farvedannelse bedst. Ved at placere en neutral grå på en primær- eller sekundærfarve, vil den grå få karakter af farvens komplementærfarve. Neutral grå på rødt, vil derfor se grønlig ud. Simultankontrasten kan få farver til at ændre karakter. Rødorange på grøn vil se mere rød ud fordi den grønne kalder rødt frem. Samtidig vil den grønne se mere blågrøn ud, da den rødorange kalder blågrønt. Simultankontraster gør billeder meget levende - fordi farverne danser for øjnene.
Kvantitetskontrasten kan forklares ved farvernes evne til at lyse op i et billede. Farverne har forskellige lyshedsværdier. Goethe målte lyshedsværdierne på gult, orange, rødt, violet, blåt og grønt. Tallene er tilnærmelige værdier og skal kun anvendes som rettesnor.
Kvalitetskontrasten skal forstås som kontrasten mellem rene klare farver (ren valør) og farvens lysere eller mørkere valør (herunder også hvidt og sort). Man kan brække en ren farve med hvidt og farven vil da virke koldere. Omvendt vil farven brækket med sort virke tungere og mere uren. Farven vil virke mindre tung of uren hvis man brækker en farve med farvens komplementærfarve. Farven bliver næsten ophøjet i stedet for tung.

Farveharmonier & Farve-akkorder.

Harmoni betyder ligevægt eller kræfternes symmetri. Når man taler om harmoniske farvesammensætninger er opfattelserne meget forskellige hos de enkelte mennesker. Det har vist sig at forskellige mennesker opfatter farveharmonier subjektivt.

Alligevel kan der ligesom i musikken opstilles nogle objektive lovmæssigheder for harmonierne. Fysiologien underbygger logikken i disse lovmæssigheder. F.eks. når vi ser intenst på en grøn farve og derefter ser ind på en hvid flade, vil der danne sig en rød farve for det indre øje.

Synsindtrykket er for stærkt for øjet og derfor kompenserer øjet ved i hjernen at danne den røde farve som er den grønne farves modsætning. Der findes flere eksempler på, hvorledes hjernen og øjet kompenserer for stærke synsindtryk. Der sker en additiv farvedannelse som før omtalt. Men alle disse eksempler beviser at øjet først har ro, når komplementærloven opfyldes.

I praksis vil det sige at et billede som ikke opfylder komplementærloven vil fremstå kedeligt og uinteressant. Det er ikke et spørgsmål om smag, men om øjets og hjernens modtagelse af synsindtrykket - den objektive farveoplevelse. Smag og behag har med de subjektive farveklange at gøre - og som har at gøre med vores egne grundfarver som beskrives lidt senere. For udover den subjektive opfattelse af farver, har vi en overordnet farve-opfattelse som styres af vores forstand. Og som tager hensyn til komplementærloven.


Urklang	Forholdstallene er cirka-angivelser, men illustrerer godt, hvornår øjet får mest ro. I firkanten skal der bruges 3 gule, 5 røde og 8 blå, for at danne et harmonisk billede. Komplementærloven er opfyldt når de tre grundfarver i urtreklangen er tilstede. Men de tre grundfarver har ikke lige stor lyshed. Gul skriger højst, rød lidt mindre mens blå er mest afdæmpet. Hvis de tre farver skal klinge harmonisk sammen, må de sættes forholdsmæssigt sammen. Gul lyser mest og kræver derfor mindst plads. Blå lyser mindst og kræver derfor mest plads. Goethe målte disse forhold mellem farvernes lysværdi til følgende: gul : rød : blå forholder sig som 3 : 5 : 8. (Det gyldne snits tal).

firklang1.jpg (10787 bytes)

firklang2.jpg (13394 bytes)

treklang1.jpg (11293 bytes)

treklang2.jpg (20700 bytes)

I almindelighed kan man sige at alle komplementære farvepar, alle treklange er harmoniske, når den tolvdelte farvekreds står i forhold til hinanden i ligesidede eller ligebenede trekanter. Eller kvadratisk eller rektangulært.

Billederne ovenfor viser, hvordan farverne hænger sammen. Firkanterne og trekanterne kan naturligvis drejes om aksen i midten. Farvepindene vi de kombinationsmuligheder der ligger i de forskellige klange.

Farverne i harmonien behøver nødvendigvis ikke at være de rene klare farver som findes i farvekredsen, men kan udmærket sammensættes af farvernes pasteller, deres beskyggelser eller en blanding af dem. Herved kan man sige at man af farveharmonier kan skabe farve-akkorder eller farveskalaer.

Man anvender sjældent farveharmonier uden at beskæftige sig med farvekontraster. Og man beskæftiger sig sjældent med farvekontraster uden også at indrage farveharmonierne. Derfor er de to størrelser samhøringe, når man skal beskæftige sig med de subjektive farveklange.

Monokromatisk Harmoni: Tone i Tone. Denne harmoni er den roligste og mest anvendte harmoni. Der anvendes een farve samt lysnede og beskyggede toner af farven. Forholdet mellem lyse og mørke toner skal være bredt - for at skabe den tydeligste kontrast. Skalaen er identisk med en valørskala. Farvens egenkontrast og kontrasten mellem lys og mørke kan begge anvendes i denne harmoni.

Analog Harmoni: Harmonien er sikker og rolig. Farverne er nabofarver i kredsen og beslægtede med hinanden. Kontrasten mellem mørke og lyse toner er altafgørende for om akkorden er harmonisk eller disharmonisk. Skalaen vil have spektralbåndets bløde overgang. Kontrasten mellem kulde og varme er en analog harmoni.

Komplementær Harmoni: De komplementære farver forstærker hinandens strålekraft. Kontrasten virker bedst, hvis der ikke er lige meget af hver. En skala, hvor begge farver er lige mættede eller lysnede, vil blive til en gråskala. En meget smuk skala fremkommer, når den ene komplementærfarve er lys - og den anden mørk. Der fremkommer et stærkt lys over sådan en skala. Komplementærkontrasten og simultankontrasten kan anvendes her.

Harmoni af ligebenet trekant: En farve støder op til komplementærfarvens nabofarver. Billeder, hvor denne harmoni er anvendt kan sammenlignes med Jazz-harmonier i musikken. De udvidede akkorders musik. Additiv farvedannelse er tilstede og ligesom de næste tre- og firkantharmonier giver det ofte fine spændinger i et billede. Harmonier med den ligebenede trekant er ikke så voldsom som komplementærharmonien. Alle kontraster kan anvendes i denne og de efterfølgende harmonier.

Harmoni af ligesidet trekant: Gul, rød og blå er sammensat en sådan harmoni. Harmonien er kraftfuld fordi farverne ligger langt fra hinanden.

Harmoni af rektangel: Rektanglets hjørner peger mod to komplementære par som ligger tæt på hinanden. Der opstår simultankontraster som får farverne til at springe.

Harmoni af kvadrat: De fire verdenshjørner er to komplementærfarver som ligger længst muligt fra hinanden. Af den grund en kraftfuld komposition, hvor virkningen er bedst, hvis en af farverne dominerer.

Vælg en farveharmoni og fordel farverne i ovenstående firkant. Brug farver som er lysnet eller beskygget.

Den næste side er en øvelse i at forbinde tilfældige farver til hinanden ved hjælp af såkaldte "kanalfarver". Hver anden firkant skæres væk, således at der startes med et passepartout - og sluttes med et passepartout. Der vælges 9 tilfældige farver. Der klippes en strimmel af hver der måler 1,5 cm i bredden 8 cm i længden. Farverne påklæbes tilfældigt - så der fremkommer et mellemrum mellem hver farve.

Der skal nu findes farver i kartoteket der vil forbinde de opklæbede farver.

Afsæt farverne på silke, klæb dem på etiketter, klæb og sæt dem fast. Et vellykket resultat er et resultat, hvor farverne glider ind i hinanden og opløser stribe effekten.

Subjektiv Farvelære.

Vi har beskæftiget os med de subjektive farveharmonier. I øvelser har vi set, hvorledes man kan anvende enkle farvekontraster og farveharmonier, så de bliver personlige. Derved kan man bedre udtrykke sig i et farvesprog som alle forstår. I sit eget stemmeleje. Vi har hver især ved analyser af hårfarve, øjenfarve og hudfarve fået placeret de iboende farver i et bestemt mønster. Disse farver kan hjælpe intuitionen på vej. Og sammenstillet med yndlingsfarver kan der fremstilles en kvadratkomposition som er meget personlig. At stifte bekendtskab med sine egne subjektive farveharmonier er en lang proces. Man skal i kontakt med sin egen medfødte intuition - og herigennem frigøre farveenergier som ligger godt gemt væk.

Impressiv farvedannelse

Skab en komposition, hvori dine farver indgår - og som tager hensyn til proportionerne i dine farver. Benyt dig af en eller flere kontraster - og tænk på harmonierne. Tag eventuelt nogle farver fra farvetrekanten for at få nogle komplementærkontraster frem. Hold hele tiden din subjektive farveanalyse for øje. Mal derefter et billede intuitivt efter din farveholdning.

Formsprog.

Ligesom hver farve har en tone og et symbol, har hver farve en form. Det er den form, hvor formen og farven går op i en højere enhed. De tolv farver tager bolig i hver deres form. Nedenfor kan man se, hvilke former der hører til hvilke farver. Man kan følge reglerne eller bryde dem bevidst. Det kommer helt an på, hvilket billedsprog man vil udtrykke. Om man vil provokere eller henrykke. Giv formerne dine egne farver. Det kan være at ikke alle former er repræsenteret i din subjektive farveharmoni - men så har du jo heldigvis komplementærfarverne til dem.

Impressiv farveteori

Naturen er uden tvivl den mest forfinede kolorist. Spontaniteten lader sig altid integrere i forfinede farveharmonier. I naturen løber man aldrig tør for inspiration til farvesammensætninger. Hvis man ikke direkte holder af at male landskaber, kan man få stor fornøjelse af studere farverne i landskaberne. Man kan afsætte farverne i sin lille notesblok - og gå hjem og male ud fra de farver, man har set. Ser man ud over en grøn mark - ser man pludselig, hvor mange grønne farver marken består af. Farverne kan løbe helt fra gulgrønt over til blågrønt. Og ofte vil man opdage at de blå toner ligger bagest, mens de gule toner ligger forrest. Dette kaldes farveperspektiv.

Kigger man ned i en bunke visne blade er der alle de varme farver. Fra dyb rød over brun til varm gul og violet. De violette blade kan se helt blå ud i skæret af de varme nuancer. Komplementærkontrasten træder i kraft.

Når man gengiver alle disse farvenuancer i stedet for blot at male den overordnede farve kaldes gengivelsen for impressionistisk. Man kan male det samme motiv igen og igen i forskelligt lys - og få meget forskellige billeder. Der er fire elementer som indvirker på motivet - når man maler impressionistisk. Den indre farve, lysets farve, skygger og refleksioner. Samtidig er gengivelsen af formen også kompleks. De syv farvekontraster er brugt i rigt mål i de impressionistiske billeder i overdrivelser og underdrivelser. Man kan sige at impressionisme er naturiagttagelse, hvor overdrivelse fremmer forståelsen.

Find farverne i dit naturemne. Lav først en overordnet skala og indklæb dem i felter. Hvis emnet er stort, kan det betale sig at indkranse emnet med et passepartout. Man skal kunne holde emnet op - og fornemme hvorledes emnet forsvinder ind i skalaerne. Lav derefter et billede, hvor farverne og farvernes komplementærfarver indgår. Kompositionen bliver et stykke natur opklæbet på et papir.

Impressiv Komposition.

Ekspressiv farveteori

Det kan ofte være svært at skelne ekspressionisme fra impressionisme - for begge er subjektive gengivelser af det sete. Men i ekspressionisme er der tilkoblet følelser eller stærke øjeblikkelige fænomener. I ekspressionismen får kulørerne en symbolsk betydning. Alle farver understreger en følelse eller en tilstand. Heldigvis virker farvernes symboler ens på de fleste mennesker - så kunstneren har en ærlig chance for at udtrykke sig forståeligt.

Symbolerne på gul, rød og blå er allerede beskrevet under afsnittet om primærfarver. De resterende 3 farvers symboler (de sekundære farver) vil her kort blive ridset op.

Grøn: Udtrykskarakteren skifter alt efter, hvor meget gult eller blåt der er iblandet farven. Klar grøn symboliserer frugtbarhed, håb og glæde. Mens vissengrøn er lad og gulgrøn er ungdommelig. Blågrøn er kulde og ophøjet fred.

Orange: Orange har en solagtig strålekraft og symboliserer varme, provokation og kreativitet. Det er ikke nogen dyb farve der opfordrer til nærkontakt. Farven udstråler sikkerhed og selvrespekt.

Violet: I den katolske kirke er violet en meget anvendt farve. Violet symboliserer fasten - og farven opfordrer til åndelige aktiviteter. Farven er indadvendt, dyb og mørk. Rødviolet, violet og blåviolet er ophøjede spirituelle kræfters farver. Blandinger af de enkelte farve, vil give blandinger af symbolerne - og derfor han der være gemt mange hemmelige tegn og gerninger i farvernes sprog.

Ekspressiv Komposition.

Beskriv en given farve uden at bruge farven. Prøv at gengive din følelse for farven i andre farver og former. Tænk på hvad den symboliserer - og husk - ikke at bruge farven Mal et eller flere billeder uden at sige, hvilken farve der er tale om.

Ekspressiv Komposition.

Beskriv en given lyd ved hjælp af farver. Prøv at gengive din følelse for lyden med farver og former. Tænk på hvad den symboliserer - og husk - ikke at sige, hvad lyden er. Mal et eller flere billeder uden at sige, hvilken lyd der er tale om.

Ekspressiv Komposition

Beskriv en given smag ved hjælp af farver. Prøv at gengive din følelse for smagen med farver og former. Tænk på hvad den symboliserer - og husk - ikke at sige, hvad smagen er. Mal et eller flere billeder uden at sige, hvilken smag der er tale om.

Tilbage til Tekstiler			Tilbage til www.idamarie.dk
Links på nettet	Litteratur		Remazolfarver	Intuitiv farvelære
		OP